Portræt af Børge
At have passeret de 70 år er ingen hindring for stadig at være tilknyttet arbejdsmarkedet. Det er Børge en lyslevende eksempel på.
)
71 år og aktiv på arbejdsmarkedet
Portræt af Børge
At have passeret de 70 år er ingen hindring for stadig at være tilknyttet arbejdsmarkedet. Det er Børge en lyslevende eksempel på.
Siden 1976 har han arbejdet som advokat, både med eget firma, som administrerende partner i Advokatgruppen, og nu arbejder han som menig advokat på deltid hos Advokatgruppen på Emil Møllers Gade.
Spørgsmålet om, hvornår han ønsker at forlade arbejdsmarkedet, har han fået flere gange. Trangen til at stoppe har dog aldrig været tilstede:
- Lysten til at arbejde er der endnu, og der er stadig nogle, der kan bruge de ting, jeg kan. Jeg kan mærke, at min identitet er bundet en del op på det at være advokat, derfor bliver det mærkeligt den dag, jeg stopper helt med at arbejde som advokat, siger Børge Jørgensen.
Børge mener nemlig ikke, at det at blive 60+ betyder afvikling, og at man er en byrde for samfundet – tværtimod.
- Jeg mener, det er vigtigt, at folk inden for vidensbrancherne bliver på arbejdsmarkedet, selv efter de fylder 65 år. Vi seniorer kan stadig tænke og bidrage med udvikling. Det er vigtigt for den enkelte at holde sig aktivt på arbejdsmarkedet længst muligt, og det er vigtigt for sammenhængskraften, påpeger Børge.
Netop fokus på seniorer som ressource og betydningen af, at seniorer er aktive både fysisk og mentalt, er noget af bevæggrunden for, at Børge i 2017 stiller op til valg til Ældrerådet, hvor han vælges ind.
Seniorer som vigtige medspillere i foreningslivet
Gennem sit virke i Ældrerådet er han blandt andet blevet involveret i Alder Bedst bevægelsen. Bevægelsen han ser som et effektivt virkemiddel for at få bredt budskabet og holdninger om, at seniorer spiller en vigtig rolle i samfundet med de ressourcer, de kan bidrage med. Fx fremhæver Børge, at hvis alle over 65 år trak sig fra foreningslivet, ville der blive ret stille der:
- Vi har lært at organisere, planlægge og sætte ting i gang. Via mit arbejde har jeg blandt andet ofte hjulpet folk med at analysere deres problem og finde en løsning på det. Det synes jeg er spændende, og noget, som jeg har kunnet trække med over i mit mangeårigt engagement inden for foreningslivet.
At gøre en forskel
Med en nedsat arbejdstid har Børge fået mere fritid end tidligere. Igennem en årrække har han siddet i bestyrelsen for BGI, hvor han har kunnet se og selv bidrage med, hvordan unge via et efterskoleophold er blevet udfordret og flyttet på, hvad de kan, og hvem de er. Han har nu trukket sig fra den post, for at nye kræfter kan komme til, og har i stedet fokuseret sit frivillige arbejde som medlem Ældrerådet samt i Landsbyrådet i Horsens Kommune
- Du får en masse oplevelser og glæder ved at kunne bidrage med noget. Drivkraften for mig er at se, når noget udvikler sig - når du kan se, at du har gjort en forskel.
Og ifølge Børge skorter det ikke på aktiviteter for seniorer at give sig til i Horsens:
- Der er ingen problemer med at finde interessante ting at gå til. Problemet er snarere at finde tiden til at nå alle dem, man gerne vil deltage i, slutter Børge med et smil.